Yanmar SV100-7 2PB – Lige efter bogen
25. Aug 2026En ny Yanmar SV100-7 2PB er afleveret til Marius Pedersen A/S, og for maskinfører Peter bliver en af de kommende opgaver arbejdet på den tidligere Assensbane på Fyn. Her skal maskinen i gang på et omfattende stiprojekt, hvor fleksibilitet, rækkevidde og den todelte 2PB-bom bliver centrale egenskaber i arbejdet.
Der var forventning i luften, da vi havde fornøjelsen af at aflevere en ny Yanmar SV100-7 2PB til Marius Pedersen A/S. Maskinfører Peter og Entrepriseleder Per stod klar til at tage imod maskinen, som gennem hele forløbet er blevet opbygget med udgangspunkt i de ønsker og behov, der er til Peters arbejdsdag.
Og det første indtryk var positivt:
“Udstyret er bare monteret flot og lige efter bogen – selv bælterne står helt skarpt. Det er lige, som jeg havde forestillet mig.”
Forud for leveringen har Marius Pedersen A/S haft en tæt dialog med sælger Allan fra Maskiner A/S om opbygningen af maskinen og det udstyr, der skulle på. Herefter har værkstedet stået for den endelige montering og klargøring – og har leveret en opbygning, der lever op til den opgave, der blev stillet.
Opbygget til Peters arbejdsdag
Den nye SV100-7 2PB er blandt andet udstyret med Engcon EC209 tiltrotator med klo, MIG2-joysticks med SmartSwitch, LED-lyspakke, bak- og sidekamera, centralsmøring samt ekstra kontravægt.
Men et af de vigtigste valg sidder helt ude foran førerhuset: den todelte 2PB-bom.
Den giver mulighed for at arbejde tættere på maskinen og samtidig nå længere ud uden hele tiden at skulle flytte gravemaskinen. Ved løfteopgaver giver konstruktionen desuden mulighed for at holde lasten tættere på maskinens centrum, mens den store arbejdsradius giver mere fleksibilitet fra samme position.
På SV100-7 2PB er den maksimale rækkevidde op til 7,59 meter, mens den maksimale gravedybde er op til 4,58 meter.
Næste opgave: den tidligere Assensbane
En af de opgaver, der venter Peter og den nye SV100-7 2PB, er et større stiprojekt på Fyn, hvor den tidligere Assensbane bliver omdannet til en ny rekreativ grussti, der skal skabe en sammenhængende forbindelse mellem fire byer på strækningen.
Projektet omfatter i alt 17,5 kilometer og er opdelt i tre entrepriser. Marius Pedersen A/S står for den 6,8 kilometer lange strækning mellem Assens og Ebberup, hvor de eksisterende skinner og sveller skal fjernes, inden der etableres en fast grusbelægning.
Det giver flere forskellige arbejdsprocesser undervejs, hvor maskinens fleksibilitet og rækkevidde kan komme i spil. Her bliver kombinationen af den todelte bom, tiltrotator og klo særlig relevant. Den ekstra rækkevidde gør det muligt at arbejde over et større område fra samme position, mens 2PB-bommen samtidig gør det lettere at trække arbejdet tæt ind mod maskinen. Det giver Peter flere muligheder, når skinner, sveller og øvrige materialer skal håndteres undervejs i projektet.
Stor maskine med stor fleksibilitet
Med en arbejdsvægt på godt 10 ton har SV100-7 2PB kapaciteten til de større opgaver, men konstruktionen er samtidig udviklet med fokus på fleksibilitet.
Den todelte bom er opbygget med én topmonteret cylinder, hvilket reducerer vægten i bomkonstruktionen og bidrager positivt til maskinens løfteevne. Modellen har desuden en gravekraft på 68,4 kN og en samlet bredde på 2,32 meter.
Sammen med den valgte opbygning får Peter dermed en maskine, der både har kræfterne til de tunge opgaver og fleksibiliteten til de situationer, hvor arbejdet kræver mere præcision.
Fra dialogen om den rigtige løsning til den færdige montering på værkstedet har der været fokus på, at maskinen skulle være klar til den arbejdsdag, der venter.
Her satte Peters første vurdering meget godt punktum for det hele:
“Lige efter bogen.”
Vil du læse mere omkring maskinen, så klik her.
SENESTE NYT FRA MASKINER A/S
FØLG MED PÅ DE SOCIALE MEDIER
Du er meget velkommen til at følge med i vores hverdag på de sociale medier, hvor vi ofte bringer nye opslag.